Alle kager er reddet. Og det samme er heldigvis også alle de 225 fabriksansatte på kagefabrikken Bisca i Stege, som tirsdag morgen ellers fik besøg af politi og ansatte ved Vordingborg Brandvæsen, skriver Ekstra Bladet.
Anledningen var et alarmopkald om brand klokken 8.53.
- Der har været en lille smule ild omkring en skorsten på fabrikken. Der er heldigvis styr på det. Der skulle gerne være kammerjunkere til hele Danmarks befolkning, siger vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Jesper Lovmand til Ekstra Bladet.
Produktionsdirektør hos Bisca Jesper Ahrenkiel bekræfter over for avisen, at alt og alle er i god behold, og at der igen skulle være fuld gang i produktionen
Fire af de ansatte på kagefabrikken er brandmandsuddannede, og de var med til at slukke branden, hvis årsag tirsdag formiddag stadig var uklar.