Mammen Mejeri skal måske varme huse op
Samarbejde med det lokale fjernvarmeværk kan være på vej
Mulighederne for et samarbejde med Thorsø Fjernvarmeværk om levering af overskudsvarme fra mejeriet skal i hvert fald nu kigges efter i sømmene, skriver Midtjyllands Avis.
I første omgang har kommunens teknik- og miljøudvalg bevilget et tilskud på 50.000 kroner, som skal bruges på at undersøge mulighederne for et samarbejde mellem varmeværket, mejeriet og Thorsø Miljø-og Biogasanlæg. Varmeværket og biogasanlægget samarbejder allerede i forvejen.
Tanken er, at mejeriet skal forsynes med varme fra biogasanlægget i stedet for den nuværende naturgas. Desuden skal mejeriets overskudsvarme anvendes af både fjernvarmeværket og biogasanlægget.
Konstant forbrug af varme
-Mammen Mejeris afdeling i Drøsbro er ekstra interessant for varmeværket, fordi mejeriet har et ret konstant forbrug af varme både sommer og vinter, siger Kurt Andreassen (V), som både er formand for Thorsø Fjernvarmeværk og for udvalget for teknik og míljø, til avisen.
Rent klimamæssigt ventes projektet at give en reduktion i CO2-udledningen på omkring 500 tons CO2 om året.