Fødevarevirksomheden Daloon i Nyborg har på blot et år formået at gennemføre en turn-around og vendt økonomisk nedtur til pragtpræstationer. Produktionen ruller atter derudaf og har i 2007 forbedret virksomhedens økonomi med 47 mio. kr. før skat, oplyser Fyens Stiftstidende i dag.
Og medarbejderne skal nu også i topform. Hele 2008 bliver der lagt vægt på medarbejdernes sundhed og trivsel, hvilket skal være med til at skrue yderligere op for virksomhedens fremgang.
Projektet ”Gang i Daloon” skal medvirke til et fald i sygefravær og få folk i gang med at motionere. Daloon investerer derfor sundheds- og konditionstjek, sundhedssamtaler, motivationsforedrag, møder i slankeklubben og rygestopkurser til sine ansatte.