Brygmester Peter Schrøder på Viborg Bryghus skifter øllet ud med whisky, når han tiltræder stillingen som destillatør hos Stauning Whisky.
Han har ellers i de seneste halve år opholdt sig i Berlin for at tage uddannelsen til diplombrygger inden for ølbrygning vel at mærke.
Det oplyser dagbladet Ringkøbing-Skjern.
Men nu skifter han altså øllet ud med whisky, og selvom det ikke var en del af hans karriereplan, så var ølbryggeren ikke i tvivl om, at det var det rette at gøre. Og det halve år i Berlin er langt fra skønne spildte kræfter.
- Maltning er en central del af whisky. Det har jeg lært at arbejde med i Berlin. I princippet kunne jeg også starte mit eget destilleri op, fordi jeg nu ved, hvilke udstyr, der er bedst. Generelt er jeg blevet bedre til at være mere effektiv og samtidig bevare den høje kvalitet, siger han til avisen.
Peter Schrøder tiltræder hos Stauning Whisky i august 2015 og glæder sig til de nye udfordringer whisky-produktionen kommer til at byde på.