23948sdkhjf

Danske T-bone-bøffer er igen lovlige

Der må atter bruges ko-dele, som har været forbudt siden 2001
Fra og med i går er det igen tilladt at sælge danske T-bone-bøffer i Danmark.

Det skyldes, at dele af kvæget, der hidtil har været omfattet af bestemte EU-regler på grund af kvægsygdommen kogalskab, i stedet for at blive destrueret nu igen må udnyttes.

Dansk kvæg har siden 2011 haft betegnelsen "ubetydelig risiko" for kogalskab. Men da det kun gjaldt Danmark og en lille håndfuld andre lande, er EU først nu gået med til at lempe reglerne.

Dansk landbrug har tabt mange millioner på det 14 år gamle forbud. Så formanden for Landbrug og Fødevarers kvægkontor, Peder Philipp, øjner også en økonomisk gevinst for dansk landbrug.

- Regelændringen betyder selvfølgelig, at vi igen må sælge T-bone-bøffer, og det vil betyde lidt for afregningsprisen, siger Peder Philipp.

Indtægter i stedet for udgifter

Men han tror ikke, at den store gevinst kommer foreløbig. Og den øgede indtjening skyldes næppe heller, at danskerne måske smider et par ekstra bøffer på grillen.

- Den store gevinst kan på sigt være ved biprodukterne, for det er der, de mange kilo er, og det er det, slagterierne betaler for, siger han.

Det næste skridt bliver nu at finde ud af, hvilke nye lande og markeder, der kan være interessante for de danske landmænd.

- I stedet for at sende tarmene til destruktion, kan vi nu sælge dem til produktion af hundefoder. Dansk landbrug får nu indtægt på nogle ting, hvor man tidligere havde en udgift, siger han.

20 lande er omfattet af de nye EU-regler, der betyder, at rygsøjlen og hele tarmsættet må bruges.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078