Høsten er i gang, og den ser fin ud
Om to uger er 70-80 procent af de danske hvedemarker formentlig høstet
Landmændenes økonomiske udbytte af årets anstrengelser tegner til at blive nogenlunde som sidste års, måske lidt over. Høsten af vinterbyg ser ud til at ligge fem-otte procent over de seneste fem års gennemsnit og en del over sidste års.
- Vinterraps skuffer nok lidt
Også høsten af vinterraps er godt i gang og forventes at ramme gennemsnittet for de seneste fem år.
- Vinterrapsen har set fantastisk ud mange steder gennem sæsonen, men kommer nok til at skuffe lidt. Der er dog stadig rimelige udbytter, siger Ivar Ravn, direktør for Planter & Miljø, Seges, til Landbrug & Fødevarer.
Han forventer, at høsten af hvede og vårbyg er godt i gang over hele landet sidst i næste uge, hvis det holder tørt.
- Og mens det ser ud til stabilt gode udbytter i vinterbyg og raps, så tror jeg, vi vil se stærkt varierende udbytter i hvede og vårbyg. Det tegnede egentlig til en rigtig god høst, men så fik vi jo nogle voldsomme nedbørshændelser sidst i juli, hvor vi havde ekstremregn i nogle dage, påpeger Ivar Ravn på L&F-hjemmesiden.