Lille firma vokser sig stort på proteiner
Nordjyske Bodyman kan næsten ikke få armene ned
Bruttofortjenesten, der i fjor var på tre millioner kroner, ventes fordoblet i år, salget i Sverige er i kraftig vækst, og nye eksportmarkeder er på vej.
Antallet af medarbejdere er nu oppe på 25 fordelt på de to fysiske butikker i Aalborg og Aarhus samt weblageret og administrationen i Hadsund.
- Vi kan næsten ikke få armene ned. Interessen for kosttilskud og proteinpulver er generelt i stigning, og vi har ramt plet med proteinpulver af høj kvalitet til en lav pris, siger administrerende direktør i Bodyman Thomas Pedersen.
- Potentialet meget stort
Vækstfasen har været understøttet af klyngen Nordjysk FødevareErhverv, der blandt andet har guidet virksomheden igennem en jungle af dansk fødevarelovgivning.
Ifølge direktør Hans Henrik Bruhn fra Nordjysk FødevareErhverv er potentialet for Bodyman meget stort. Kosttilskud er i høj grad afhængig af forbrugernes tillid, og her har Hadsund-firmaet et forspring:
- Det kræver troværdighed og styr på lovgivningen at etablere sig som importør og eksportør i branchen, da lovkravene ofte er ret forskelligartede fra land til land. Det har Bodyman haft succes med, siger Hans Henrik Bruhn.
- Bodyman er jo ikke en fødevarevirksomhed i traditionel forstand, men virksomheden har formået at udnytte sit stærke brand inden for fitness-segmentet til også at få succes med salg af kosttilskud. Det kunne inspirere andre til at gøre noget lignende, tilføjer han.