Fødevaresekoren aftager ifølge DI Fødevarer over 65 procent af al den emballage, der produceres i Danmark, og danske emballageproducenter er godt i gang med at udvikle nye produkter til sektoren, skriver finans.dk.
Det gør producenterne ikke mindst for at imødekomme trends som at undgå madspild og at satse på bæredygtighed.
- Emballage indgår som en vigtig del af mange fødevareproducenters arbejde med innovation. Og der er en hastig udvikling på området, hvor især bæredygtighed er i fokus globalt, siger Ole Linnet Juul, direktør for DI Fødevarer, til finansportalen. DI Fødevarer er en organisation under Dansk Industri.
Som et eksempel fremhæver finans.dk Brødrene Hartmann A/S, der er markedsleder globalt inden for æggebakker, som produceres i genbrugsmaterialet støbepap. Hartmann laver også blandt andet emballage til at beskytte frugt, som er lagt i kasser, og netop frugt er et forretningsområde, som Hartmann gerne vil udvikle endnu mere.
Et andet eksempel er Smurfit Kappa Danmark, som indgår en i international koncern inden for især papemballage, Her er der aktuelt stor opmærksomhed om en trend i detailhandlen med at udbyde fødevarer i mindre pakninger for at leve op til en global forbrugertrend om at reducere madspild.