23948sdkhjf

Kagegrossist skruer op for blusset

Nordthy gør klar til at erobre det tyske marked
Den nordjyske kikse- og kagegrossist Nordthy A/S har med en omsætning på op imod 100 millioner kroner et godt tag i det danske marked. Nu satser Thisted-virksomheden på at vækste i ikke mindst Tyskland.

Siden 1966 har Nordthy, tidligere Nordthy Biscuit, solgt kiks, kager og andre fødevareprodukter under eget mærke til dagligvarebutikker i Danmark, Nordtyskland, Grønland og på Færøerne. Men nu satser grossisten målrettet på at udvide markedet til hele Tyskland.

- Det bliver sværere og sværere at vækste i det danske marked. Vi har både i 2011, 2012 og 2014 haft vækstrater på omkring 25 procent på omsætningen, og sidste år nåede vi en omsætning på omkring 95 millioner kroner. I år bliver den nok på omkring 100 millioner, men med eksport til Tyskland vil vi inden for en overskuelig årrække formentlig kunne vækste med yderligere 20 procent, siger salgschef Hans Peter Skjødt til Food Supply.

- Det bliver nok ikke næste år - men man skal ikke ramme ret meget heldigt for at kunne komme ind hos de store kæder i Tyskland i løbet af nogle år, tilføjer han.

Kontakt til de rigtige personer

Ønsket om at bygge et ekstra ben på forretningen har været i tankerne i flere år, men manglende viden om det nye marked havde indtil sidste år sat en stopper for projektet. Det var først, da Nordthy henvendte sig til Nordjysk FødevareErhverv, der hjælper nordjyske fødevarevirksomheder med at skabe vækst og udvikling, at der for alvor blev sparket liv i eksportdrømmen. Hos Nordjysk FødevareErhverv fik Nordthy tilknyttet en specialiseret konsulent med mange års erfaring med eksport til Tyskland, og det var lige det, der skulle til:

- Vi har fået hjælp til at tage kontakt til de rigtige personer og forberede salg til detailkæderne. Det gav os tryghed og modet på at tage skridtet og investere i et nyt forretningsområde, siger Hans Peter Skjødt.

Nordthy har blandt andet udviklet et nyt varesortiment, der er tilpasset det tyske marked. Sortimentet indeholder flere danske og skandinaviske varer og fleksible produktkoncepter, som kan sammensættes efter detailbutikkernes specifikke ønsker.

Kendt for fleksibilitet

- Vi er kendt for at være fleksible, og det er helt klart grunden til vores store succes. Vi kan mixe for eksempel seks produkter på en kvart palle, så det hele er salgsklart - og vi kan finde ud af at sætte tingene rigtigt sammen, siger salgschefen, som allerede nu kan se de første resultater på det udvidede tyske marked,

- Det går godt. Vi har fået de første aftaler med detailkæder i hus, og vi er også begyndt at levere til nogle af butikkernes centrallagre. Så vi tager hele tiden skridt i den rigtige retning, konstaterer Hans Peter Skjødt.

Nordthy beskæftiger 25-50 medarbejdere alt afhængig af sæson. Virksomheden sælger foruden kiks og kager også blandt andet konfekture og dressinger. Leverandørerne er både danske og udenlandske, med kiksefabrikanten Gullón i Spanien som den største.
Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096