23948sdkhjf

Tomex klar til at satse på Afrika

Den nordjyske fødevaregrossist søger efter de helt rette kompetencer, så man for alvor kan få hul på handlen på det store kontinent.
Det går glimrende i øjeblikket for Tomex. Den nordjyske fødevaregrossist har netop offentliggjort regnskabet for 2014/15, som viste en rekordhøj omsætning med det største overskud i virksomhedens historie til følge.

Læs også: Tomex slår alle rekorder med nyt regnskab

Fremgangen skyldes især, at Tomex nu har fået succes med alle selskabets aktiviteter, og selv om førsteprioriteten er at fastholde udviklingen, skeler direktør Tom Andersen fortsat til nye muligheder.

- For os handler det om at få bredt vores koncept ud på flere lande og de emerging markets, der findes. Målet er at fastholde den udvikling, vi har været inde i de sidste fem år, siger han.

Et andet syn på Rusland

Ruslands boykot af vestlige fødevarer har kostet danske fødevarevirksomheder milliarder af kroner i tabt indtjening de sidste to år.

Samtidig har effekten været, at russerne nu selv producerer langt flere fødevarer – og det er noget, man mærker til hos Tomex.

- Vi ser ikke Rusland som et særligt potentielt marked for de ting, vi sælger, men mere som leverandør af både svinekød og biprodukter fra fjerkræ, hvor produktionen bliver øget kraftigt, siger direktør Tom Andersen.

Alene i 2014 faldt Ruslands import af svinekød med 55 procent, mens de russiske landmænd får hjælp fra staten, som har indført særlige og billige lån netop for at styrke vækstmulighederne.
Volumen er lav i Afrika
Tomex er repræsenteret over det meste af verden, men det er især Europa, Nordamerika og Asien, der trækker omsætningen op.

- Et af de kontinenter, vi ikke har taget hul på for alvor, er Afrika. Vi handler lidt sporadisk i for eksempel Sydafrika, men vi har ikke haft de rigtige folk til at etablere de platforme, som skal til. Vi handler med forskellige lande i Afrika, men den volumen, vi har dernede, er meget lav i forhold til andre steder, siger Tom Andersen om mulighederne på kontinentet, som huser omkring 15 procent af verdens samlede befolkning.

Døren står altid åben
Tomex handler alle de steder i verden, hvor virksomheden selv tør hente de penge, man har til gode. Det handler derfor om at opbygge erfaring, så de oplagte fælder undgås.

- Vi kender godt en masse kunder i Afrika, men vi ved ikke, hvem vi tør sælge til. Vi mangler folk med erfaring. Du kan populært sagt sige, at vi har brug for en mand, der ved, hvem vi ikke skal handle med, konstaterer Tom Andersen, som tilføjer, at døren hos Tomex altid står åben for de rette folk:

- Hvis der kommer en, der har kompetencer inden for eksempelvis tørret frugt eller lignende, som vi ikke har på programmet i dag, så vil det være vældig interessant at starte et partnerskab og bruge de salgskanaler, vi allerede har i dag. Hvis vi møder en mand med de rigtige kompetencer, så er vi altid klar.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094