23948sdkhjf

Coca-Cola lancerer ny variant

Coca-Cola Life sødet med stevia, der er 200 gange sødere end sukker
Coca-Cola er klar til at lancere endnu en variant af læskedrikken i de danske butikker: Den grønne Coca-Cola Life, som er delvist sødet med stevia og indeholder færre kalorier end originalen.

I Coca-Cola Life er kalorieindholdet ifølge producenten reduceret med 35 procent i forhold til en almindelig cola. Nyheden er sødet med både sukker og stevia-ekstrakt, som udvindes af blade fra steviaplanten, og dermed skal Life ifølge Coca-Cola være et alternativ til de helt kaloriefri Coca-Cola Light og Coca-Cola Zero.

- Det er første gang, vi har anvendt steviaekstrakt til at søde en af vores colaer. Med Coca-Cola Life har vi udviklet en velsmagende cola, men med 35 procent mindre sukker og 35 procent færre kalorier. Vores nyhed er blevet vel modtaget i de lande, der har lanceret. Vi har i udviklingen bestræbt os på at imødekomme de høje krav, forbrugerne har til vores produkter. Vi er stolte af resultatet og glæder os til, den lander i de danske butikker, siger Charlotte van Burleigh, der er landechef for Coca-Cola i Danmark.

Slet ingen kalorier

Steviaplanten er i familie med krysantemum og oprindeligt fra Paraguay, men dyrkes i dag både i Afrika, Asien og Sydamerika. Sødemidler, der fremstilles af steviaplanten, er ifølge Coca-Cola hele 200 gange sødere end sukker, men indeholder modsat sukker slet ingen kalorier. Derfor bruges ekstrakt fra plantens grønne blade til at søde og kaloriereducere fødevarer, lige fra syltetøj og saftevand til yoghurt. Og nu altså også en Coca-Cola.

Coca-Cola life kan efter planen fås hos alle danske Coca-Cola-forhandlere fra 1. januar. Den er tilgængelig i 0,25 liters glasflaske, 0,33 liters dåse samt 0,5 og 1,5 liters plastflasker og bliver fremstillet af Carlsberg Danmark i Fredericia, lige som de øvrige læskedrikke fra The Coca-Cola Company.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078