23948sdkhjf

Carlsberg kaprer ny finansdirektør fra ISS

Heine Dalsgaard skifter fra rengøring til øl
Som led i de nye vinde, der med Cees 't Hart som direktør blæser over bryggerikoncernen Carlsberg, er en ny finansdirektør nu på plads.

Senest 1. august tiltræder 44-årige Heine Dalsgaard på posten som CFO, oplyser Carlsberg i en pressemeddelelse. Han kommer fra et tilsvarende job hos servicegiganten ISS, hvor han har været finandirektør siden 2013. Før da har han blandt andet været ansat i Grundfos, Carpetland og Hewlett-Packard.

Heine Dalsgaard tiltræder hos Carlsberg, når ISS har fundet en afløser for ham, men altså senest 1. august.

- Jeg er stolt af og føler mig privilegeret over at tiltræde som CFO i en ikonisk virksomhed som Carlsberg, som har en lang historie og en betydelig international tilstedeværelse. Jeg ser frem til at kunne bidrage til implementeringen af gruppens nye strategi sammen med resten af organisationen, konstaterer Heine Dalsgaard i meddelelsen.

- Stærk finansiel baggrund

Også koncernchef Cees ‘t Hart glæder sig:

- Det er en stor glæde for mig at kunne byde Heine velkommen til Carlsberg-gruppen. Heine har en stærk finansiel baggrund, international erfaring fra flere store organisationer samt erfaring som CFO i en global børsnoteret virksomhed. Jeg er sikker på, at han vil blive et stærkt og værdifuldt medlem af Carlsberg-gruppens ledelsesteam, og at han vil kunne bidrage væsentligt til gennemførelsen af Carlsberg-gruppens nye strategi, Sail ’22, bemærker topchefen.

Den nye finansdirektør afløser Jørn P. Jensen, der har været midlertidigt ansat i stillingen siden oktober.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095