Grundlæggeren af juicekæden Joe & The Juice, Kasper Basse, har ifølge Børsen fyret direktør og partner Henrik Fjordbak. I en mail til avisen bekræfter Kasper Basse bruddet. - Henriks udtræden har været under løbende dialog og er en konsekvens af vores løbende organisatoriske udvikling imod den mest præcise og konstruktive handling af konstant tiltagende vækst, skriver han i mailen, men ønsker ikke at uddybe beslutningen. Henrik Fjordbak, der angiveligt fortsætter som aktionær, bliver erstattet af Sebastian Vestergaard, der efter som 18-årig at være begyndt som såkaldt juicer bag disken blev forfremmet til finansdirektør som 23-årig. Og nu bliver han altså driftsdirektør og næstkommanderende. Kasper Basse blev i 2013 mangemillionær, da han solgte aktiemajoriteten i Joe & The Juice til den svenske kapitalfond Valedo Partners. Kæden har i dag juicebarer i blandt andet Skandinavien, Storbritannien, USA, Sydkorea og Hong Kong.