Pizza til Aalborg
Både pizza-kæden Domino’s og fastfood-kæden The Burger er på vej nordpå. - Vi er på udkig efter en god lokalitet i Aalborg, og hvis vi finder den, så kommer vi, siger grundlægger og ejer af The Burger, Erik Brandt Jensen. Han kan dog ikke sige, om det bliver i år eller næste år, da det er afgørende at finde den rette beliggenhed. - Vi er kræsne med, hvor restauranten skal ligge. Vi leder efter et sted med sol, hvor der er gode muligheder for udendørsservering og helst inde i centrum, siger han. Der ligger allerede nu syv forskellige The Burger-restauranter fordelt på Sjælland og Fyn. Den første restaurant åbnede i 2012 og i år åbner de for første gang i Jylland, nærmere bestemt i Esbjerg. Også kæden Dominos, der sælger pizza i hele Skandinavien er på vej til Aalborg. Men før der bliver konkrete planer, skal kæden finde en franchisetager med den rette profil. - Det har været en kæmpe succes i Viborg, Randers og Aarhus, så det er vi slet ikke i tvivl om, at det også kunne blive i Aalborg eller Nordjylland, skriver Casper Blom, marketing manager ved Domino’s i en mail til Nordjyske.