Hos Arla-mejeriet i Bislev i Nordjylland har en ekstra robot betydet, at tre mand er frigjort til andre opgaver.
Tidligere stod en enkelt Kuka-robot for at håndtere palletering af hvid ost. Manuel håndtering af ostene og tilføjelse af stabiliserende ark på pallen betød, at anlægget blev lukket ned syv gange i døgnet. Nu sker det typisk kun én gang hver 14. dag.
- Den produktsammensætning, vi har i dag, kunne vi ikke længere klare med én robot. Vi havde en Kuka-robot i forvejen og ville gerne have én mere, så medarbejderne kun skal forholde sig til en enkelt robottype på linjen, fortæller afdelingsleder Henrik Thorup.
Robotleverandøren Bila fandt en overskydende Kuka-robot på Arla-mejeriet i Branderup, og med en ombygning af anlægget i Bislev kunnee den indgå på den eksisterende palleteringslinje. Begge robotter er programmeret til at palletere hvid ost fra hver sin rullebane. Der er tilknyttet Pal-Cut-maskiner, som robotterne automatisk henter stabiliserende, skridsikre ark fra.
Mejeriet i Bislev har således optimeret palleteringslinjen og kan nu få flere produkter igennem på samme tid.
- Anlægget har kørt fra dag et, og det kan følge med på alle kombinationer af vores 1.200-1.500-gram produkttyper. Vi har fået et rigtig godt produkt, der er udviklet, monteret og indkørt med meget høj faglig kvalitet, siger Henrik Thorup.