Beskadiget emballage, overskredne salgsdatoer og overproduktion af alt fra salami til gulerødder er populært. Kunderne er strømmet til, siden Folkekirkens Nødhjælp åbnede den første Wefood-butik med overskudsvarer for to måneder siden. Derfor udvider Folkekirkens Nødhjælp nu Wefood og åbner en ny butik i København til efteråret samt en en i Aarhus i foråret 2017. - Vi ønsker, at Wefood skal være landsdækkende, og en butik i Aarhus er det første skridt på vejen. Samtidig giver det god mening at udvide med endnu en butik i København på grund af logistik og varelager, forklarer generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, Birgitte Qvist-Sørensen. De næste måneder vil Folkekirkens Nødhjælp samle penge ind til at åbne de nye butikker. Ligesom med den første Wefood-butik på Amagerbrogade i København vil det foregå ved salg af folkeaktier.