23948sdkhjf

Novozymes skal rådgive Wal-Mart om bæredygtighed

Verdens største detailkæde, Wal-Mart, har inviteret Novozymes til at holde indlæg om bæredygtige løsninger i praksis på sin store leverandørkonference ”Doing Business in Bentonville”. Novozymes skal berette om, hvordan tiden nu er moden til enzymteknologien – i en verdensomspændende situation med skyhøje råvare- og energipriser og truende klimaforandringer.
Wal-Marts 100 vigtigste leverandører deltager i konferencen, der finder sted i dag i Bentonville, Arkansas, USA, hvor Wal-Mart har sit hovedsæde. Wal-Marts leverandører dækker et bredt udvalg af industrier – fra bioethanol til tekstil – og mange af Novozymes’ støste kunder vil være til stede. Gennem denne konference søger Wal-Mart at opfordre sine leverandører til at levere produkter, der er fremstillet på en miljøvenlig måde, og som samtidig hjælper Wal-Marts kunder med at spare penge.

Novozymes spiller en stor rolle i denne proces som leverandør af enzymer og mikroorganismer, der gør det muligt at fremstille billigere og mere miljøvenlige forbrugsvarer ved brug af mindre mængder energi, vand og råvarer.

Enzymteknologien er særligt attraktiv i disse tider med skyhøje råvarepriser og energiomkostninger. For eksempel kan bryggeriindustrien ved hjælp af enzymer fra Novozymes fremstille større mængder øl på basis af mindre mængder malt (maltpriserne steg 80% i 2007). Enzymer anvendes også i fødevareindustrien til for eksempel at undgå de skadelige transfedtsyrer i madolie og margarine. Og ved hjælp af Novozymes-enzymer kan vaskemidler vaske tøjet renere ved væsentligt lavere temperaturer. Alle disse fremskridt er med til at sikre, at Wal-Mart fortsat kan tilbyde sine kunder billigere produkter uden at gå på kompromis med virksomhedens forpligtelse til bæredygtighed.

For syvende år i træk er Novozymes nr. 1 på Dow Jones Index of Sustainable Technology. Alene i 2007 medvirkede Novozymes’ produkter til at reducere CO2-udledningen med over 20 mio. tons på verdensplan. For hvert kilo Novozymes-enzymer, der anvendes i en industriel proces, bliver miljøet sparet for gennemsnitligt 100 kg CO2.

- Vi er meget stolte over, at Wal-Mart har inviteret os til at præsentere vores syn på, hvordan erhvervslivet kan blive mere bæredygtigt. Vi har stor respekt for deres grønne initiativer, og vi ser Wal-Mart som en væsentlig drivkraft for bæredygtige løsninger inden for detailsektoren, siger Thomas Videbæk, koncerndirektør for BioBusiness i Novozymes.

Claus Stig Pedersen, leder af Sustainability Development i Novozymes, kommenterer:

- Wal-Mart stiller store krav til sig selv på bæredygtighedsområdet og er formodentlig den stærkeste drivkraft for bæredygtige løsninger i den globale forretningsverden i dag. Wal-Mart er verdens største detailkæde med en årlig omsætning på 375 mia. dollar, 2 mio. medarbejdere og over 66.000 leverandører. Når Wal-Mart bruger sin magtposition til gavn for vores planet, så gør det virkelig en forskel. Det er et stort privilegium og en stor glæde for Novozymes at kunne dele vores viden om bæredygtige løsninger og praksis med Wal-Mart og deres leverandører. Derved kan vi bidrage til at virkeliggøre visionen om bæredygtighed.

Novozymes er vært for en række arrangementer, udstillinger og diskussionsfora efter konferencen, hvor deltagerne kan høre mere om Novozymes' bæredygtige løsninger og om, hvordan disse kan gavne deres egen forretning.

Kilde: Novozymes

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096