Der spildes op mod 1.518 mia. kr. årligt på medicin, som ikke virker, og flere og flere potentielle lægemidler fejler i den afgørende udvikling, fordi patientgrupper oplever stærke bivirkninger. Det skriver dagbladet Børsen i dag.
Brugen af biomarkører i forskningen kan målrette udviklingen af nye lægemidler, så de kun undersøges og bruges i behandlingen af de patientgrupper, hvor generne tilsiger, at medicinen virker.
- Der bliver simpelthen ikke råd til, hverken etisk eller økonomisk, at medicinere mindre optimalt end brugen af biomarkører vil muliggøre, siger Lars Kongsbak, adm. direktør i Exiqon.
Markedet for biomarkører spås en gennemsnitlig årlig vækst på 18 pct. over de kommende fem år, fra et niveau på 5,5 mia. dollar til et niveau på 13 mia. dollar. Væksten i de kommende år vil især ske på kræftområdet, hvor Exiqon allerede har udviklet diagnostiske produkter.
