Slagteriernes Forskningsinstitut har sat undersøgelser i gang for på sigt at kunne reducere saltindholdet i kødprodukter, uden at det går ud over produktkvaliteten.
Salt kan ikke fjernes helt fra maden, fordi det i de rette mængder forbedrer holdbarheden og produktkvaliteten i kød. Saltede kødprodukter vil derfor stadig være at finde i kølediske fremover.
Udfordringen er at finde de optimale alternative løsninger, når mængden af natrium, som er det skadelige stof i salt, skal reduceres.
Hvor er grænsen for hvor meget salt, der kan skæres væk? Hvordan påvirker alternative ingredienser til erstatning af salt produkternes kvalitet? Og hvilke tilpasninger skal der til i produktionen? Det er tre gode spørgsmål Slagteriernes Forskningsinstitut vil belyse i det igangværende projekt.
Natrium i maden stammer hovedsageligt fra salt. For meget natrium forhøjer blodtrykket og er medvirkende årsag til at stadig flere danskere får hjerte-karsygdomme, og er dermed medvirkende til at forringe sundhedstilstanden i Danmark. Omvendt er salt i moderate mængder godt for den menneskelige organisme. Faktisk kan kroppen ikke fungere uden salt.
Omkring 20 procent af danskernes saltindtag stammer fra kød og kødprodukter.