Ejeren af kødgrossistfirmaet ABM Food i Aabybro har fået frataget retten til at handle med fødevarer. Desuden besluttede Vestre Landsret at gøre 60 dage ubetinget fængsel betinget, og manden skal samtidig betale en bøde på 150.000 kr.
Den 60-årige mand blev kendt skyldig i at have ompakket og omdateret over 20 tons fordærvet kød i form af frosset, brasiliansk kyllinge- og oksekød, polske grillpølser og 5.000 kilo burgere. Det fordærvede kød blev solgt som frisk til en række restauranter, pizzeriaer og idrætsforeninger.
Sagen startede tilbage i 2006, hvor virksomheden blev ransaget - kort herefter valgte ejeren at lukke sit firma. Han har siden fungeret som konsulent for andre fødevarefirmaer, men Vestre Landsret slog i går fast, at han ikke længere må varetage job inden for fødevarebranchen.