Både dåseøl, specialøl fra Skælskør Bryghus og bryggeriets almindelige pilsnerøl afsættes i stigende grad på markedet, så smilet er tilbage hos Bernd Griese, der er direktør og hovedaktionær i Harboes Bryggeri. Det skriver dagbladet Børsen i dag.
- Der er en større efterspørgsel efter vores produkter. Jeg tror blandt andet, det skyldes den dårligere økonomi med bankkrak næsten hver dag. Det får forbrugerne til at tænke sig om en ekstra gang, også når de køber øl, siger Bernd Griese til avisen.
Han fortæller, at bryggeriet mærker en stigende efterspørgsel fra alle kæderne i Dansk Supermarked, hvilke samlet set er den største salgskanal for Harboe.