23948sdkhjf

Sidste chance for at præregistrere dine importvarer

Importerer din virksomhed produkter fra lande uden for EU, som fx maling, kuglepenne, lys, stål, råvarer, vaskemiddel, smøremidler, vådservietter og printerpatroner? Så er det ved at være sidste chance for at præregistrere, hvis du fortsat vil blive på markedet.
Den 1. december træder nye regler nemlig i kraft for virksomheder, der producerer eller importerer kemiske stoffer fra lande uden for EU i mængder over 1 ton pr. år.

Det gælder uanset, om det er som rene stoffer eller om det er stoffer, der importeres som en del af et kemisk produkt. Der kan også være registreringspligter for virksomheder, der importerer færdige artikler.

Præregistreringen er et led i EU’s nye kemikalielovgivning, REACH, der trådte i kraft for et år siden. Alle europæiske virksomheder skal præregistrere, hvis de vil bevare retten til at producere kemiske stoffer eller importere kemiske stoffer fra lande udenfor EU.

Virksomhederne skal kun præregistrere få oplysninger om stofferne til EU’s kemikalieagentur i Helsinki, men det er om at komme i gang nu, for det kan tage lang tid at få overblik over, hvilke stoffer den enkelte virksomhed skal præregistrere.

- Vi har et fint samarbejde med de fleste brancheorganisationer om at informere deres medlemsvirksomheder om de nye regler. Men vi er bekymrede for, at mange mindre virksomheder ikke er opmærksomme på den ny lovgivning, og derfor kommer i klemme efter 1. december. Det gælder nok især importørerne. Derfor iværksætter Miljøstyrelsen nu en sidste informationskampagne for at nå ud til disse virksomheder, siger Sidsel Dyekjær fra Miljøstyrelsen Kemikalier.

Producenter eller importører til EU af almindelige artikler, skal også være opmærksomme. En del produkter, som mange opfatter som ”artikler”, kan nemlig under REACH være defineret som ”kemiske produkter”. For eksempel er en kuglepen i REACH-forstand en beholder med et kemisk produkt – blæk. Og mange råvarer, som f.eks. metallegeringer beregnet til støbning, er også kemiske produkter. Endelig skal kemiske stoffer, hvor det er hensigten, at de afgives fra artiklen, også præregistreres.

Præregistreringen er en forløber for den egentlige registrering, der skal ske trinvist over de næste 10 år, med den første registreringsdeadline i 2010 og den sidste i 2018. Præregistrering gælder for stoffer, der allerede findes på markedet, og skal sikre at virksomhederne kan dele data, og dermed begrænse omkostninger og dyreforsøg.

Kilde: Miljøstyrelsen

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079