Fortsat stærk vækst til Auriga
Aurigas datterselskab Cheminova har nydt godt af, at de gunstige
markedsbetingelser for den agrokemiske branche er fortsat i 3. kvartal 2008.
Periodens driftsresultat før afskrivninger (EBITDA) blev 652 mio. kr. mod 255 mio. kr. sidste år, mens resultat af primær drift (EBIT) blev 482 mio. kr. over for 120 mio. kr. i 2007. Aurigas samlede resultat før skat blev 416 mio. kr., hvilket er i overensstemmelse med de udmeldte forventninger i delårsrapporten for 1. halvår 2008.
Stor efterspørgsel på glyphosat
Cheminova har med en vækst, der er næsten dobbelt så stor som den generelle markedsvækst vundet markedsandele i årets tre første kvartaler. Baggrunden herfor er især fortsat stor efterspørgsel efter ukrudtsmidlet glyphosat, der er selskabets største enkeltprodukt. Hertil kommer akkvisitionen af 50% af Stähler-gruppen, samt næsten en fordobling af salget af nye generiske produkter i forhold til samme periode i 2007.
Forventningerne til 2008
Som følge af fortsat gunstige markedsbetingelser for den agrokemiske branche forventer Auriga nu en omsætning på 5,7 mia. kr. for hele året mod de tidligere udmeldte 5,5 mia. kr. i delårsrapporten for 1. halvår 2008. Samtidig fastholder selskabet forventningen om et resultat før skat på 440-490 mio. kr. Som følge af det høje aktivitetsniveau forventes nu en negativ pengestrøm fra driften på lidt over -100 mio. kr., hvor forventningen tidligere var et mindre positivt beløb.
Kilde: Auriga - kvartalsregnskab