23948sdkhjf

Svensk fabrik på under et år

Danish Crowns detailpakke-fabrik i Jönköping er lige nu ved at få monteret den nyeste teknologi inden for procesautomatik. Om kort tid skal der køres test på et af Europas mest moderne anlæg for detailpakkede varer.
Størstedelen af procesudstyret er leveret og monteret og lige nu er de fleste leverandører i gang med at lave egne tests – de såkaldte tørtest. Den del af arbejdet skal være afsluttet ved udgangen af november.

- Det er bare gået stærkt. Byggeriet, installation af teknik og nu prøvekøring af det automatiske anlæg går fuldstændig planmæssigt, fortæller teknisk chef Niels V. Juhl fra Danish Crown.

Det er ikke længe siden, der var rejsegilde på det nye anlæg uden for Jönköping, hvor det egentlige byggeri startede i februar, da de første maskiner gik i jorden – eller i bjerget, som det hedder på de kanter.

- Der har været og er en stram styring af hele processen, og lige nu er vi ved at forberede oplæring af de første svenske medarbejdere, der snart skal sendes til oplæring i Herning. Senere skal danske medarbejdere til Sverige for at lære fra sig. For grundlæggende anvender vi den samme know-how på de to anlæg, forklarer Niels V. Juhl.

Men der er forskelle. Blandt andet friarmsrobotterne i det automatiske palleteringsanlæg, der hver kan håndtere op mod 2000 SRS-kasser i timen og sortere op mod 80 stabler samtidigt.

- På det svenske anlæg har vi indført helt nye standarder for automatisering, og i modsætning til flere af vores andre anlæg, vil vi her også kunne lægge de enkelte pakker i kasserne fuldautomatisk. Men det stiller store krav til at de enkelte maskiner på proceslinierne kan spille sammen, siger Niels V. Juhl.

Derfor bliver den helt store udfordring at få de enkelte elementer til at fungere sammen. I løbet af december vil det blive testet om alle led i kæden arbejder optimalt, den såkaldte integrationstest, og allerede i starten af januar vil der blive kørt test med produkter.

Den endelige overtagelse af anlægget vil foregå den 30. januar 2009 og herefter vil der blive sendt detailpakket kød til Axfoods butikker Willys, Hemköp og PrisXtra.

Kilde: Danish Crown

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08