23948sdkhjf

Fødevaregrossist slår alle rekorder med nyt regnskab

Efter seks år i træk med vækst kommer målet om en omsætning på 2 mia. kr. nærmere.
Fremgangen fortsætter for Tomex Danmark A/S, som fejer alle hidtidige rekorder af bordet med årsrapporten for regnskabsåret 2015/16.

Omsætningen hos den nordjyske fødevaregrossist stiger med 6 procent til 1.456 mio. kr., mens resultatet før skat lyder på 43 mio. kr., hvilket svarer til en fremgang på 19 procent i forhold til regnskabsåret 2014/15.

- Det tilfredsstillende resultat skyldes primært, at alle vore selskaber har haft fremgang og bidrager positivt til indtjeningen, og at vi har formået at hæve vores bruttomarginal, hæve omsætningen og holde udgifterne i ave, siger adm. direktør Tom Andersen til Food Supply om udviklingen hos Aalborg-koncernen, som han selv grundlagde i 1988.

Underskudsgivende selskaber fjernet
I det nye regnskab er Tomex’ bruttomargin på 4,9 procent, mens overskudsgraden lyder på 3,0 procent. Det er ikke set bedre siden 2007/08, hvor omsætningen dog var næsten en halv milliard kroner lavere end i dag.

Tomex har tidligere brugt store ressourcer på enkelte, underskudsgivende selskaber, men disse er nu enten lukket ned eller vendt på hovedet, så de i dag bidrager positivt til koncernens bundlinje.

- Vi har fjernet ikke-givtige forretninger og koncentreret os om markeder, hvor vi traditionelt har haft gode resultater, såsom Fjernøsten, Mellemøsten og Latinamerika. Samtidig har vi fået et godt fodfæste på det Afrikanske kontinent, siger Tom Andersen og fremhæver både Tomex Food i USA og danske Tomex Retail som selskaber, der har haft stor fremgang og positiv indflydelse på det gode resultat i år.

Mål på 2 mia. nærmer sig
Ved indgangen til 2014/15-regnskabet lancerede Tomex sit nye slogan – ”Business as usual – just better” – og for et år siden jokede Tom Andersen over for Food Supply med, at overskriften for 2015/16-regnskabet burde være ”Business as usual – just much better”.

Det har Tomex til fulde levet op til, og ifølge årsrapporten forventer fødevaregrossisten yderligere vækst i regnskabsåret 2016/17 med en koncernindtjening, der matcher dette års bundlinje.

Det virker med andre ord ikke helt usandsynligt, at Tomex kan leve op til målsætningen om at runde en omsætning på 2 mia. kr. i 2018, som også er året, hvor koncernen kan fejre sit 30 års jubilæum.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078