23948sdkhjf

SIAL: Masser af innovative fødevarer

Klumme: Fremtidsforsker og sociolog Birthe Linddal Jeppesen fra FoodFuture.dk har i denne uge besøgt den kæmpestore fødevaremesse SIAL i Paris. Hun fortæller her om tendenserne og nogle af de nyheder, der imponerede hende mest
Alverdens fødevarefolk er i denne uge samlet i Paris for at besøge en af verdens største fødevaremesser. Endnu engang må man slå fast, at der på vore privilegerede breddegrader ikke umiddelbart er grund til at frygte fødevaremangel.

Igen i år var der et stort udvalg af lækre sager; halve kvier såvel som økologisk cider. Kæmpestore nødder - så store, at man ikke troede de fandtes. Eller hvad med organic glutenfree, veggie, Great Britain local chips with no added sugar or other problematic ingredients?

Mest i øjenfaldende, uden at der dog var tale om revolutionerende nyheder, var følgende:

Fra animalsk til vegetabilsk

For sundhedens og planetens skyld har det efterhånden i nogle år været trendy at spise vegetarisk eller bare være flexitarian. På årets SIAL var der en del veggie-koncepter som bød på fiske- og kødalternativer, som godt nok ikke smagte af den ægte vare, men sagtens kunne spises med velbehag.

Mest uheldig i de grønne bestræbelser var dog de vegetabilskbaserede oste. Der er langt igen, såfremt man virkelig mener, at osten også skal være vegetabilsk.

Hvad der også bør nævnes i forhold til det vegetabilske er, at der i den grad er gået inflation i veggie-anbefalingen som stod på rigtig mange produkter. Også på produkter, som man normalt aldrig vil forbinde med animalske ingredienser, for eksempel sodavand, hindbær bolsjer, kartoffelchips og grøntsags-smoothies.

Frisk og sund convenience

For hver gang kommer der flere og bedre convenience-produkter på SIAL, også i år, hvor jeg i særdeleshed bemærkede convenience food med super food-ingredienser, for eksempel pasta med spirulina. Der var masser af mælkebaserede, kølede, flotte og velsmagende desserter og kager. Samt sunde og delikate to go-tangsalater.

Men convenience-kategorien er oppe mod stærke kræfter, for tidens guruer og andre sundhedeksperter prædiker som aldrig før, at hvis folk vil leve sundt og kaloriefattigt, bør de lave maden selv fra bunden. Altså gælder det om at levere så "clean" og simpel convenience så muligt.

Innovativ ost

Ost er en klassisk fødevare, og kigger vi på det danske marked er det nok en kategori, hvor det har været så som så med de opsigtsvækkende, spændende og fristende innovationer. Men på SIAL så man i år en del gode eksempler på, at ost kan andet end komme i blokke eller skiver. Ost formet som stjerner eller dinosuarer i små pakker til børn. Ost i terninger til at snacke direkte fra boksen. Eller hvad med mini-oste pakket som flødekarameller for en hurtig lille ”enjoyment”.

Tilgængeligt kød

På årets SIAL var der adskillige eksempler på kød, som blev solgt på nye måder. Og der var kødsnacks i alternative former, særligt var der nogle små mini-chorizoer, med for eksempel hasselnødder, på størrelse med en cigaret, som var et godt bud på moderne snack food.

Endvidere var der mange steder gjort meget ud af emballagen, og ikke mindst teksten på emballagen, hvor det med enkle, skarpe og forståelige budskaber blev gjort klart, hvilken type kød der var tale om, og hvordan man kunne tilberede kødet. Der var mange gode eksempler på, hvordan man med smuk og gennemtænkt emballage kan løfte et produkt og gøre det interessant, også selv om der reelt bare er tale om en klump kød.

Emballage, der vil mere

Nok mest i øjenfaldende var en del koncepter, hvor man har gjort produktet til sin egen emballage. Smukkest var en kokosvand i egen skrællet nød, med en prop som blot kunne rives ud. Derudover var der også ferskner, kiwier og citroner, hvor man har taget frugtkødet ud og lavet det til en delikat og velsmagende is, for så at komme det tilbage i frugten og fryse det hele. Og vupti er der lækker is i egen frugt.

Et russisk firma solgte æblegrød i emballage formet som æblerne selv, flotte og iøjnefaldende emballager. Den slags kommer der utvivlsomt meget mere af.



Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109