23948sdkhjf

Færre Campylobacter i importerede kyllinger

Nye tal fra Fødevarestyrelsen viser et fald i fund af Campylobacter i importkontrollen i 2008. Også fund af Campylobacter i dansk kylling er faldet.
Fødevarestyrelsen har opgjort fundene af campylobacter i kyllingekød i den såkaldte case-by-case-kontrol for de første tre kvartaler i 2008, og tallene viser en gunstig udvikling. Mens der i hele 2007 blev fundet campylobacter i 35,5 procent af partierne af importeret kylling, er det tilsvarende tal for de første tre kvartaler af 2008, 26,5 procent.

Udviklingen i de partier, der blev vurderet som farlige, og hvor der derfor blev nedlagt forbud mod salg er også faldende. Fra 7,2 procent i hele 2007 til 2,7 procent i de første tre kvartaler af 2008. Fødevareminister Eva Kjer Hansen, er godt tilfreds med udviklingen i de nye tal.

Tallene skal endnu længere ned - Udviklingen ser fin ud, men tallene for både de importerede kyllinger, og de danske kyllinger skal endnu længere ned. Det er jeg også overbevist om, at vi kommer med hjælp fra den handlingsplan, som et bredt flertal af folketinget vedtog denne sommer, og som blandt andet styrker indsatsen overfor importeret kyllingekød, siger hun i en pressemeddelelse.

Den fine tendens i tallene for 2008, der dækker forår, sommer og efterår understreges af, at vinteren normalt er lavsæson for fund af Campylobacter, da bakterien trives dårligere i kulde.

Fundene af Campylobacter i partier af dansk kylling i de første tre kvartaler er også faldet. Fra 15,1 procent i hele 2007 til 13,4 i de første tre kvartaler af 2008. Både i 2007 og i de første tre kvartaler af 2008 blev kun 0,8 procent af partierne af dansk kylling vurderet som farlige.

Danmark i front
Danmark har siden 2003 haft en strategi for at bekæmpe Campylobacter og er internationalt set i front med arbejdet. Campylobacter har de seneste år været den bakterie fra fødevarer, der gør flest mennesker i Danmark syge. I 2007 var der 3860 registrerede syge.

Kilde: Fødevarestyrelsen

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094