23948sdkhjf

Louise har fået kæmpe undskyldning fra Fødevarestyrelsen

Fødevarestyrelsen undskylder overfor St. Brøndum Ostebutik og trækker bøde og anmærkninger tilbage fra det seneste kontrolbesøg

Indehaveren af St. Brøndum Ostebutik i Nordjylland er jublende glad.

- Jeg er bare hammerlettet, siger Louise Wittendorff Dam, indehaver af St. Brøndum Ostebutik.

Hun er netop blevet ringet op af en overordnet fra Fødevarestyrelsen, der har erkendt, at der intet grundlag var for at udstede bøde eller sur smiley til St. Brøndum Ostebutik i forbindelse med seneste kontrolbesøg 8. juli. Og heller ikke for forrige besøg, 5. april, hvor butikken fik anmærkninger for oste med for høje temperaturer.

Fødevarestyrelsen har overfor Louise beklaget, at situationen i ostebutikken endte meget ophedet, da flere kunder og hende selv oplevede, at en mandlig kontrollant puffede til kunder og opførte sig meget ubehøvlet.

- Vi er utroligt kede af, at situationen blev så tilspidset. Sådan skal det ikke være at få besøg af vores kontrollanter, siger Susanne Frandsen, sektionsleder NordØst, Fødevarestyrelsen, der ringede til Louise og beklagede situationen.

Fejltolkede reglerne

Hun beklager, at Fødevarestyrelsens kontrollanter fejltolkede reglerne ved to kontrolbesøg i træk hos St. Brøndum Ostebutik. Dette er sket, selvom begge kontrollanter har mange års erfaring med fødevarekontrol.

- Vi har brugt de helt forkerte regler. Vores kontrollanter var ikke ordentligt klædt på til opgaven. Det beklager jeg dybt. Det har jeg også undskyldt overfor Louise. Vi har derfor trukket bøden, der var på vej og alle anmærkninger tilbage, siger Susanne Frandsen.

Adskillige vidner har oplevet, at den mandlige kontrollant puffede og talte i et groft toneleje. Har kontrollanten erkendt, at han opførte sig forkert?

- Hvis han har, så beklager vi. Det har aldrig været meningen, siger Susanne Frandsen.

Når så mange mennesker mener, at han har opført sig forkert, så må det vel være sådan?

- Jeg var der ikke, så det kan jeg ikke sige. Men det gik jo helt galt med det kontrolbesøg, siger Susanne Frandsen.

Kommer sagen til at få ansættelsesmæssige konsekvenser for den mandlige kontrollant?

- Vi behandler sagen, siger Susanne Frandsen.

Hun oplyser, at hun ikke kan gå nærmere ind i sagen, da det er en personalesag, der i øvrigt håndteres af HR-afdelingen.

Louise er taknemmelig

Louise Wittendorff Dam er overbevist om, at sagen aldrig ville være blevet revurderet, og at bøden ville have stået ved magt, hvis ikke Nordjyske var gået ind i sagen og havde skrevet adskillige artikler om det voldsomme kontrolbesøg.

- De er blevet bange, fordi I er gået så hårdt til dem. Hvis ikke Nordjyske havde været inde ovre, så havde de da skidt mig et stykke. Jeg er jer evigt taknemmelig. Nu kan jeg gå glad på arbejde igen, siger Louise Wittendorff Dam.

Fødevarestyrelsen afviser, at de nu har ændret mening og har undskyldt, på baggrund af, at Nordjyske er gået ind i sagen.

- Vi vil altid reagere, når et tilsyn i den grad ikke går efter hensigten. Vi har procedurer for at tale med tilsynsførende og ejeren om sådan noget, siger Susanne Frandsen.

Meget usædvanlig sag

Fødevarestyrelsens sektionsleder i Aalborg, Henrik Kjær, har ellers tidligere udtalt, at det slet ikke var sikkert, at Fødevarestyrelsen ville kontakte Louise Wittendorff Dam i sagen.

- Nogle gange ringer vi, hvis det går skævt. Det er vi ikke kommet til endnu. Det skal vi have drøftet, om vi vil gøre, har Henrik Kjær, sektionsleder i Aalborg, Fødevarestyrelsen, tidligere udtalt til Nordjyske.

Har Henrik Kjær håndteret sagen korrekt, synes du?

- Det kan jeg ikke udtale mig om, siger Susanne Frandsen.

Hun understreger endnu en gang, at sagen er meget beklagelig og usædvanlig. Hun siger også, at Fødevarestyrelsen vil lære af den og blive bedre i deres kommunikation fremadrettet.

Ifølge Susanne Frandsen så foretager Fødevarestyrelsen årligt 10.000 kontrolbesøg i Nord- og Østjylland. Det seneste år har styrelsen modtaget otte klager over sine kontrollanter.

Louise accepterer undskyldning

Louise Wittendorff Dam tager imod undskyldningen fra Fødevarestyrelsen og er klar til at se fremad og glæde sig til næste kontrolbesøg, der gerne skulle foregå på en mere respektfuld måde.

- Jeg tager imod undskyldningen. Sådan et menneske er jeg bare. Jeg glæder mig til, de kommer igen. Jeg ser dem som sparringspartnere, siger Louise Wittendorff Dam.

Fødevarestyrelsen forventer, at næste kontrolbesøg i ostebutikken forløber uden problemer og i god dialog med indehaver og kunder.

- Vi kan ikke tåle de her sager. Vores kontrollanter skal selvfølgelig altid opføre sig korrekt. Vi har en utrolig vigtig opgave i at sørge for at kontrollere, at fødevarerne er i orden. Vi må simpelthen ikke have nogle af de her sager. Det må vi altså ikke. Så undskyld, undskyld, undskyld, vi er utroligt kede af sagen. Det skal være en god oplevelse at få besøg af vores kontrollanter, siger Susanne Frandsen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14