23948sdkhjf

Smedens Fødevarer udvider, mens investorerne flokkes

Først måtte han selv lave sine gryder - nu vil folk købe hele virksomheden

Smedens Fødevarer på Bornholm har de seneste måneder for alvor fået fart over feltet - så meget, at indehaver René Pedersen er ved at gøre klar til en større udvidelse for at kunne klare en støt stigende efterspørgsel på sine ketchup- og chilisauce-produkter.

- Jeg har købt to procestanke, som både kan sørge for varme, køling og omrøring. Det giver mulighed for at lave meget større mængder end i de gryder, jeg bruger nu, fortæller René Pedersen, der har plads til cirka 100 liter i sine nuværende gryder.

Dem har han i øvrigt selv lavet, idet han - som navnet antyder - er uddannet smed.

- Da jeg begyndte at lave ketchup i 2013, havde jeg ikke råd til at købe en gryde. Så jeg svejsede dem selv op, fortæller fødevaresmeden, der i de nye procenstanke har plads til henholdsvis 300 og 600 liter.

Tankene har han købt hos Naturmælk i Sønderjylland, hvor de har været brugt til at lave kakaomælk.

Nogle vil købe det hele

Som omtalt af Food Supply forleden har adskillige investorer vist interesse for at skyde penge i Smedens Fødevarer, og René Pedersen fortæller, at den artikel gav yderligere to henvendelser fra interesserede investorer.

Men det er stadig et enkelt tilbud, som René Pedersen arbejder videre med - et tilbud, som han regner med vil føre til en aftale i løbet af 2017.

- Flere af de andre tilbud har været rigtig gode, men nogle af dem ville have hele virksomheden, og det vil jeg ikke gå med til. Hvad skal jeg så give mig til? Jeg vil hellere beholde det og passe godt på det, siger René Pedersen.

Uanset udfaldet af investor-forhandlingerne er Smedens Fødevarer på vej med flere produkter. Blandt andet kommer der næste år en sennep og nogle flere ketchupvarianter.

I forvejen har virksomheden ifølge René Pedersen oplevet en vækst i omsætningen på over 200 procent i år, og han er nu for alvor ved at tro på, at han kan komme til at leve af at lave fødevarer.

- Jeg har et chaufførjob om sommeren, men spørgsmålet er, hvor længe jeg kan blive ved med det, siger konstaterer bornholmeren, som ikke har nogen ansatte.

Produkterne bliver via Hørkram og Dagrofa solgt over hele Danmark, og René Pedersen er også kommet ind på det norske og det tyske marked. Desuden har der været forespørgsler for England og Sverige, oplyser han.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078