23948sdkhjf

FoodService Danmark skifter direktør

Dagrofa henter Henrik Clausens afløser ind fra Schweiz

Dagligvarekoncernen Dagrofa har ansat Christian J. Storinggaard som ny administrerende direktør i FoodService Danmark, Han overtager stillingen fra Henrik Clausen, som efter eget ønske fratræder med udgangen af januar, oplyser Dagrofa.

Med bopæl i Zürich har Christian J. Storinggaard senest arbejdet som selvstændig managementkonsulent for konsulenthuse og kapitalfonde rundt omkring i Europa - og med fokus på CRM og effektivisering af salgsprocesser og systemer.

Tidligere har han blandt andet været general manager i Nilfisk-Advance og bestridt en række internationale positioner i det engelske Dyson Limited.

- Jeg har nok fået et af de mest spændende job i dansk fødevarehandel. FoodService Danmark er et selskab med et stort potentiale og masser af dedikerede og dygtige medarbejdere, så jeg ser frem til komme i gang med implementeringen af den fremadrettede vækstplan, som skal gøre FoodService Danmark til markedsleder, siger Christian J. Storinggaard i en pressemeddelelse.

Næste niveau

Med ansættelsen takker nuværende administrerende direktør Henrik Clausen af efter en lang årrække i selskabet - deraf de seneste tre som topchef.

- Efter 12 fantastiske år i FoodService Danmark ser jeg med stolthed tilbage på de resultater, vi har skabt, og den stærke, velkonsoliderede virksomhed, vi har fået opbygget.

- De kommende års vækstplan for FoodService Danmark er nu nået til et nyt kapitel, og da jeg samtidig gerne vil prøve kræfter og bruge mine erfaringer i en anden virksomhed, synes jeg, at tiden nu var rigtig til at stoppe, siger Henrik Clausen.

Ifølge Dagrofa-koncernchef Per Thau bliver den nye direktørs opgave at løfte FoodService Danmark til næste niveau.

- Vi har netop iværksat en ambitiøs plan frem mod 2020, som skal sikre, at FoodService Danmark øger markedsandelen markant. Det kræver en ledelse med stor erfaring inden for både forretningsudvikling, forandringsledelse og salg, og med ansættelsen af Christian har vi fundet den helt rette person til denne opgave, konstaterer koncernchefen.

Christian J. Storinggaard tiltræder i stillingen 1. februar.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093