Dansk Retursystem, der i Løsning ved Hedensted håndterer pantflasker og -dåser fra Jylland og Fyn, gør klar til at bygge en helt ny fabrik i løbet af de næste tre-fire år. Det skriver Horsens Folkeblad.
- Vi er simpelthen vokset ud af rammerne her. Virksomheden er fordelt på fire adresser her i industrikvarteret, og vi har ikke plads til at bygge ud, siger produktionsdirektør Kurt Svendsen til avisen.
Han tilføjer, at Dansk Retursystem har brug for at begynde helt forfra et nyt sted, fordi virksomheden skal have automatiseret mange arbejdsgange. Dermed er der lagt op til, at robotter skal klare mere af det arbejde, der i dag bliver håndteret manuelt af de cirka 80 medarbejdere.
Af samme årsag er 20 ansatte i gang med at blive efteruddannet som procesoperatører, mens andre er i gang med kurser i dansk og matematik for at blive bedre til at kunne overvåge systemerne. Det ligger ifølge Kurt Svendsen fast, at der bliver brug for færre folk end i dag, konstaterer Horsens Folkeblad.
Dansk Retursystem håndterer i alt cirka 1,1 milliard tomme emballager om året i hele landet