Pap driller julehvidtøl fra Ceres
Royal Unibrew tilbagekalder på grund af risiko for glasskår
Royal Unibrew har opdaget, at der gennem længere tid kan have været problemer med den proces, der samler bryggeriets Ceres Julehvidtøl i pakninger med seks i hver.
Alle 6-packs, der er produceret fra 29. august til og med 1. december 2016 er derfor blevet tilbagekaldt. Øllet har en holdbarhed på et år efter produktionsdatoen.
Der er risiko for, at flaskerne kan være blevet beskadiget under påsætning af det såkaldte toppak - det stykke pap, der samler flaskerne i seks-styks-pakninger, oplyser Fødevarestyrelsen.
Det betyder, at flaskernes hals og munding kan være svækket med risiko for, at der kommer glasskår i juleøllet, når en flaske bliver åbnet.
Øllene er solgt i dagligvarebutikker over hele landet.