23948sdkhjf

App mod madspild får millioninvestering

Nu skal YourLocal bredes ud til hele landet

I kampen mod madspild er flere apps i gang med deres egen kamp om tilknyttede forretninger - og nu har en af dem, YourLocal, fået en solid kapitalindsprøjning.

En stribe investorer - deriblandt tidligere 7-Eleven-direktør Christian Hoff og Lasse Gejl, medstifter af GoMore - har skudt tre millioner kroner ind i Your Local. Investeringen skal blandt andet være med til at udbrede appen til hele Danmark.

Appen fungerer på den måde, at når dagligvarebutikker, bagere, fiskehandlere og takeaway-steder har madvarer, der nærmer sig udløb, kan de med YourLocal tilbyde maden billigt til lokale forbrugere frem for at smide den ud.

Det har siden 2015 fået omkring 80.000 danskere til at downloade appen, som over 500 supermarkeder og forretninger er tilknyttet. Og der kommer hele tiden nye til, fortæller Emilie Hage fra YourLocal.

Store forventninger
Christian Hoff, der som tidligere direktør i 7-Eleven kender detailbranchen særdeles godt, har store forventninger til sin investering:

- Dagligvarebutikker har uundgåeligt et vist madspild, fordi de dagligt skal håndtere meget store varepartier. YourLocal hjælper butikkerne af med varerne, så snart behovet opstår.

- Det er fantastisk, at vi hjælper miljøet og en masse mennesker til at få gode varer til utroligt lave priser, men baggrunden for min investering i YourLocal er 100 procent kommerciel, konstaterer han i en pressemeddelelse.

Særligt antallet af dagligvarebutikker er i vækst på YourLocal-appen, hvor blandt andre Irma og SuperBrugsen har stor succes med at annoncere datovarer til lokale forbrugere, oplyser en af YourLocals stiftere, Kasper Kastoft Nielsen.

- YourLocal kan ses som et bæredygtigt alternativ til den klassiske tilbudsavis, fordi det er en helt ny kanal ud til forbrugerne, som selv vælger, hvilke butikker de vil modtage beskeder fra, siger han.

Appen har butikker, som allerede har mere end 4.000 lokale følgere, der får besked, hver gang butikken lægger datovarer op.

 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.099