23948sdkhjf

Hygiejnisk design kan reducere behovet for fødevarekontrol

Udstyrsproducenter, fødevareindustri og myndigheder bør gå sammen om en ordning til gavn for alle parter, mener Bent Claudi Lassen, der opstiller til Europa-Parlamentet.
Både fødevareproducenter og myndigheder vil kunne få gevinst, hvis der skabes bedre muligheder for at dokumentere hygiejnisk design af proceslinjer til produktion af fødevarer. Det fastslår Bent Claudi Lassen, tidligere formand for Danske Slagterier, nu kandidat til Europa-Parlamentet for Venstre.

Virksomhederne kan opnå besparelser, fordi egenkontrol vil kunne erstatte en betydelig del af den eksterne kontrol. Og myndighederne vil kunne reducere det omfattende kontrolapparat, uden at gå på kompromis med fødevaresikkerheden.

- Det gælder om at sammenkæde ideen om hygiejnisk design efter veldefinerede standarder med myndighedernes accept af, at godt hygiejnisk design mindsker behovet for kontrol, siger Bent Claudi Lassen.

Temadag om emnet
Emnet vil være i centrum på Stålcentrums temadag med titlen ” Hygiejnisk design og vejen til indflydelse” den 25. marts 2009. Få mere information om dette arrangement her.

De potentielle gevinster er store. Fødevareproducenterne har en meget omfattende egenkontrol, og derudover har Fødevarestyrelsen ansat veterinærer, der i øvrigt betales af producenterne selv. På de danske slagterier alene er der 7-800 sådanne kontrollanter.

- Alle ville vinde, hvis kontrollen, hvad jeg tror er realistisk, reduceres betydeligt ved hjælp af veldokumenteret hygiejnisk design af proceslinjerne. Fødevarestyrelsen ville få en bedre og billigere kontrol samtidig med, at virksomhederne kunne spare betydelige omkostninger og derved styrke konkurrenceevnen, siger Bent Claudi Lassen, som understreger, at vejen frem er dialog mellem udstyrsproducenter, fødevareindustri og myndigheder, så parterne i fællesskab kan nå frem til en tilfredsstillende ordning for alle parter.

Virksomhedsnetværket Stålcentrum samler udstyrsproducenter og fødevareproducenter med interesse for hygiejnisk design og er derfor en optimal platform at arbejde videre fra.

Kilde: Stålcentrum / www.staalcentrum.dk

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078