Er et kosttilskud anmeldt til myndighederne betyder det, at virksomheden er underlagt løbende kontrol. Det betyder også, at selve produktet indgår i den stikprøvekontrol, som myndighederne foretager på lovligheden af konkrete produkter.
- Med portalen bliver det nemmere for forbrugerne at gennemskue markedet for kosttilskud. Når vi som myndighed ligger inde med en lang række oplysninger om både virksomhederne og deres varer, så mener jeg, at det er en god idé at dele den viden med forbrugerne, siger fødevareminister Eva Kjer Hansen, der har lagt vægt på, at det på kosttilskudsportalen tydeligt fremgår, at de anmeldte produkter ikke er godkendt af myndighederne.
Kosttilskud skal ikke godkendes af myndighederne inden de markedsføres – de skal alene anmeldes til myndighederne. Oplysninger om at et kosttilskud er anmeldt kan ikke fortælle forbrugerne om produktet er lovligt eller ej, men kan fortælle forbrugerne om produktet er underlagt myndighedernes kontrol.
