23948sdkhjf

Økologiske mælkeproducenter flytter priskrig ud i gaderne

De økologiske mælkeproducenter vil ikke længere acceptere, at butikkerne sælger økologisk mælk til under kostpris. Landmændene går i dag på gaden i landets fire største byer og forærer gratis mælk til forbrugerne som tak for deres opbakning, og for at få forbrugerne i tale om priskrigens konsekvenser.
- Der findes ingen vinder i mælkekrigen – kun tabere. Når økologisk mælk sælges under kostpris, betyder det færre økologisk landbrug, færre økologiske varer på hylderne til vores forbruger, og mindre natur og miljø. Vi betaler alle en høj pris for billig økomælk, siger Evald Vestergaard, økologisk mælkeproducent og formand for Økologisk Landsforening.

Dele af dagligvarehandlen har i flere måneder solgt økologisk mælk til under kostpris. Derfor går økologiske landmænd på gaden kl. 11-13 i dag i København, Århus, Odense og Aalborg for at dele gratis mælk ud til forbrugerne og sætte fokus på priskrigens konsekvenser.

- Som økologiske landmænd producerer vi mælk på forbrugernes og naturens præmisser, men priskrig i butikkerne gør det umuligt på sigt. Butikkerne sender en del af regningen videre til de økologisk landmænd og lukker på sigt flere økologisk landbrug og mejerier i kampen for at profilere sig selv. Vi beder dagligvarehandlen om at standse priskrigen nu, siger Ole Sørensen, formand for mælkeudvalget i Økologisk Landsforening.

Forbrugerne vil gerne betale
Salget af økologiske fødevarer er fordoblet de seneste fire år. Forbrugerne har dermed vist, at de bakker op om økologi, og at bedre miljø og rene varer berettiger en merpris.

- Der er en underforstået kontrakt mellem forbrugerne og de økologiske landmænd. Forbrugerne vil gerne betale lidt ekstra for, at vi i fællesskab kan sikre bedre fødevarer og et miljøvenligt økologisk landbrug. En kontrakt, som dele af detailhandlen nu er ved at bryde. Derfor går vi nu direkte til forbrugerne, som er vores naturlige allierede i denne sag, siger Evald Vestergaard.

Forskellen på en fair mælkepris i butikkerne - der sikrer miljøet, dyrevelfærd og bedre mælk - og en unfair pris, som lukker økologiske landbrug og mejerier, er ca. to kroner pr. liter. Det svarer til mindre end 200 kroner om året for den typiske, danske mælkedrikker.

- Som forbrugere, er vi glade for et godt tilbud, men billig økomælk er dyr. Dyr for naturen og miljøet. Og dyr for forbrugere, som på sigt vil få færre mejerier og færre økologiske produkter at vælge imellem. Færre udbydere og mindre konkurrence giver høje priser i fremtiden, siger Ole Sørensen, der ser sine konventionelle kolleger opleve samme pres for tiden.

Kilde: Økologisk Landsforening

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078