23948sdkhjf

Fødevarestyrelsen undersøger brasiliansk kødskandale

Vil afklare, om der er solgt fordærvet kød fra Brasilien i Danmark.

Mens en skandale om eksport af fordærvet kød ruller i Brasilien, er Fødevarestyrelsen herhjemme gået i gang med at undersøge, om det dårlige kød fra Brasilien kan være endt i danske kølediske.

Det oplyser specialkonsulent i Fødevarestyrelsen Erik Jepsen.

- Fødevarestyrelsens Beredskabsenhed er ved at undersøge sagen. De er ved at tjekke op på, om der er indmeldinger fra andre EU-lande om, at der skulle være varer der er problematiske, på markedet. Desuden er de ved at finde ud af, om der er kommet nogle af disse varer til Danmark, siger han.

Brasilien er en af verdens største eksportører af kød. Men nu mistænker brasiliansk politi kødproducenter i landet for i årevis at have bestukket inspektører fra landets fødevarekontrol.

De skal have erklæret fordærvet kød for egnet til at sælge og spise. Sagen er en kæmpeskandale i Brasilien og kan komme til at koste landet dyrt.

Snyd med certfikater
Der er fundet beviser på, at slagterier har bestukket inspektører fra fødevarekontrollen.

Der er blevet snydt med certifikater på kødeksport til Europa. Der er fundet salmonella i kød, der skulle eksporteres, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Politiet har under omfattende razziaer fredag anholdt 30 personer, som mistænkes for at have været en del af det kriminelle netværk.

En snes slagterier er blevet ransaget, og der er udsendt arrestordrer på yderligere 27 personer.

Cirka 150 lande importerer ifølge nyhedsbureauet AFP kød fra Brasilien, heriblandt Danmark. Det giver Brasilien en årlig indtægt på cirka 83 milliarder kroner.

Brasiliens præsident, Michel Temer, indkaldte søndag ministre og udenlandske ambassadører til krisemøde.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11