23948sdkhjf

NNF med i tænketank

Afdelingsformand Steen Hartmann, Fødevareforbundet NNF MidtVestjylland, er med i en tænketank, der skal skabe Danmarks første kombinerede fødevare- og sundhedscenter.
Det nye center etableres i Holstebro og kan betyde mange nye arbejdspladser.

- Det er utrolig vigtigt, at vi i Fødevareforbundet NNF tænker anderledes og ud over det at være fagforening, siger Steen Hartmann, der har fået plads i det regionale fødevareråd. Projektet er døbt Foodlife Holstebro.

- Vi skal være med i udviklingen og signalere over for befolkningen, at vi er et fagforbund med visioner. De planer, der nu er på bordet vedrørende et kombineret fødevare- og sundhedscenter vil betyde flere hundrede nye arbejdspladser. Og mange af dem vil være fra Fødevareforbundet NNF, siger Steen Hartmann.

En af hans nære sparringpartnere i tænketanken og fødevarerådet er direktør i VIFU Videncenter for Fødevareudvikling Kerner Viinberg.

Slagterilukning et chok
- Det kom som et chok, da Danish Crown lukkede slagteriet i Holstebro og mange hundrede slagtere blev ledige. Vi kunne have trukket på skuldrene og tænkt ”livet går jo videre alligevel”, men vi kunne også tage handsken op og sige: - Vi kæmper for nye arbejdspladser. Og det skal være på et område, hvor vi er utroligt dygtige i Vestjylland, nemlig på fødevareområdet,siger Kerner Viinberg og fortsætter:

- I Holstebro er der en årelang tradition for forarbejdning af kød. Det vil vi videreudvikle. Og så skal der sættes fokus på nærhedsprincippet til leverandørerne. Her tænker jeg på forsvarlig transport og helt friske råvarer, Initiativtagerne havde kik på det nu lukkede svineslagteri, men Danish Crown har ikke været interesseret i et samarbejde om salg endnu. Derfor blev blikket rettet mod nogle bygninger på den anden side af jernbanen, der tidligere har været brugt til gods.

Kæmpe investering
Steen Hartmann oplyser, at der bliver tale om en investering i millionklassen:

- Vi har kompetencerne inden for fødevarer og sundhed. Virksomhederne i området tror da også på satsningen, og der er allerede nu givet tilsagn om mange penge. Målet med centret er at skabe 20 nye virksomheder og i bedste fald 400-500 nye job over de næste fem år, samt at højne sundhedsniveauet og fokus på fødevarer i Holstebro Kommune. Allerede nu er der omkring 6500 jobs inden for fødevarer og sundhed i kommunen.

Centret skal sælge rådgivning inden for fødevare- og sundhedsområdet, f.eks. kost- og sundhedsplaner, analyser og specifik forskning, ligesom det skal tilbyde virksomheder hjælp til forretningsudvikling hen mod sundere produkter og rådgivning om medarbejdersundhed. Endvidere skal det fungere som innovationscenter, væksthus og medinvestor i opstarten af nye virksomheder og skabelsen af viden-arbejdspladser.

Udsigt til arbejde
Fysisk vil der være butikker, hvor kunderne kan se, hvordan man forarbejder kød, fisk, brød og andre fødevarer.

- Når Fødevareforbundet NNF er så aktivt med i dette projekt skyldes det også, at det er mange af vores medlemmer, der vil få arbejde her. Vi har kompetencerne og ikke mindst visionerne, siger Steen Hartmann afsluttende.

Kilde: Fødevareforbundet NNF

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094