Verdens mindste tyggegummifabrik åbner 1. juni på Bornholm, skriver Bornholms Tidende.
Iværksætterne Sussi Hviid og Michael Berg Larsen fra Svaneke sætter efter planen på sommerens første dag gang i tyggegummi-maskinerne i et tidligere bageri, hvor de vil producere "Gum by Hviid – naturligt tyggegummi".
- Den naturlige tyggegummibase kommer fra sapodilla-træet i Mexico, og resten af ingredienserne er 100 procent økologiske. Det giver et helt unikt tyggegummi uden farlig kemi. Fire ud af fem tyggegummimærker, som bliver markedsført til børn i Danmark, indeholder for eksempel hormonforstyrrende stoffer. Og det mener jeg, at vi kan gøre bedre her på Bornholm, siger Sussi Hviid til avisen.
I første omgang vil virksomheden lave tre tyggegummivarianter: Havtorn, mynte og lakrids/anis/fennikel.