23948sdkhjf

Eva Kjer vil fastholde skrappe regler for nitrit

Regeringen vil fastholde Danmarks skrappere regler for brug af tilsætningsstoffet nitrit i kødprodukter.
Fødevareminister Eva Kjer Hansen har meddelt EU-Kommissionen, at hun fortsat finder det lave danske niveau for nitrit i blandt andet pølser, skinker og rullepølser berettiget.

Danmark har med henvisning til ”Miljøgarantien” tidligere fået grønt lys fra EU- Kommissionen til at holde fast i de danske særregler for nitrit, men til foråret udløber den midlertidige tilladelse, og fødevareminister Eva Kjer Hansen har derfor rettet henvendelse til Kommissionen.

- En overgang til de fælles EU-regler vil medføre en betydelig stigning i danskernes indtag af nitrit og dermed af de sundhedsskadelige nitrosaminer. Derfor ønsker jeg, at Danmark fortsat opretholder vores egne regler og høje beskyttelsesniveau, der ligger i tråd med de videnskabelige vurderinger på området, siger Eva Kjer Hansen, der samtidig fastslår, at de skrappere danske regler ikke hindrer samhandel mellem Danmark og det øvrige EU.

De danske særregler
Da EU i 1995 vedtog et direktiv med regler for nitrit i kødprodukter var de tilladte mængder langt højere end de gældende danske regler, som allerede havde været gældende i mange år. Ved hjælp af ”Miljøgarantien” i EU-traktaten forsøgte Danmark at opretholde de gældende danske regler. Det blev afvist af Kommissionen, men sagen endte ved EF-domstolen, hvor Danmark vandt. Efter dommen ændrede EU reglerne i retning af de danske, men uden at følge de videnskabelige vurderinger af brugen af nitrit, som Danmark retter sig efter. Det var ikke tilfredsstillende for Danmark som derfor fik en midlertidig tilladelse til at opretholde nationale særregler. Danmark fremlægger nu på ny dokumentation for behovet for at fastholde den danske praksis for nitrit i kødprodukter.

Fakta om nitrit
Nitrit tilsættes eksempelvis spegepølser, rullepølse, skinker for at konservere produkterne og holde farlige bakterier ude. Det drejer sig om f.eks. den farlige pølseforgiftning. Når det er vigtigt at bruge de mindst mulige mængder nitrit til konservering, er det, fordi nitrit også kan danne sundhedsskadelige nitrosaminer. Stoffer som af både DTU, Fødevareinstituttet og EFSA, den europæiske fødevaresikkerhedsautoritet, er vurderet som kræftfremkaldende.

Kilde: Fødevarestyrelsen

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125