23948sdkhjf

Høns må igen komme ud

Smittefaren for fugleinfluenza er dalet, og fjerkræ kan igen komme ud af staldene

På grund af udbruddet af fugleinfluenza i efteråret har høns siden da gået inden døre.

Men onsdag kan det fjerkræ, der har været under tag i de seneste cirka fem måneder, igen få frisk luft under vingerne.

Det oplyser Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

Det sker, fordi antallet af vilde fugle, man finder med influenza, er nede på et niveau, hvor smittefaren ikke længere er høj.

Udstillinger og andre samlinger af fugle og fjerkræ vil også igen blive tilladt.

Samlet vurdering
- Der vil altid være en risiko for fugleinfluenza, men den er nu lavere end tidligere, siger veterinærdirektør Per Henriksen, Fødevarestyrelsen.

- Desuden har mange høns været holdt inde meget længe, ofte under forhold som ikke er egnet til det, når vejret bliver varmere. Så det er ud fra denne samlede vurdering, at vi nu slipper hønsene ud, siger han.

Siden november har der i Danmark været fundet flere fugle med fugleinfluenza af typen H5N8. Derfor har der været påbud om fjerkræ under tag og bag hegn.

Der er fundet 81 døde, vilde fugle i Danmark smittet med fugleinfluenza H5N8. I Danmark har der dog kun været to udbrud i små besætninger.

Det ene udbrud af fugleinfluenza i Danmark betød, at eksport af fjerkræ til de store eksportmarkeder uden for EU stoppede. Det var blandt andet Sydkorea og Sydafrika.

Danmark blev 22. februar erklæret for fugleinfluenza-frit område. Herefter blev eksporten genoptaget til de lande, som havde lukket ned for import af dansk fjerkræ.


/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.108