Köd-folk klar til mere vækst
I forvejen er overskuddet fordoblet på et år
Restaurant-konceptet Köd, der på tre år har åbnet tre restauranter, er blevet en bragende succes. Fra 2015 til 2016 steg omsætningen fra 30 til 55 millioner kroner, og resultatet blev også næsten fordoblet - fra 1,9 til 3,7 millioner kroner.
- Da vi åbnede den første Köd i Aarhus i 2014, havde vi ikke i vores vildeste fantasi forestillet os, at det skulle gå så hurtigt. Men den viste sig at holde og gav os mod på mere, siger en af de seks partnere, Morten Pedersen, til Børsen.
De to andre Köd-restauranter ligger i København, og det er også Aarhus og København, som ejerne vil satse på i fremtiden. I første omgang med en ny restaurant i hver by - og med nye koncepter, som ikke kommer til at hedde Köd, oplyser Morten Pedersen til avisen.