23948sdkhjf

Findus: Misforståelse skyld i lukke-rygter

Danmark er og forbliver et vigtigt marked for os, konstaterer koncernen

Den svenske fødevarekoncern Findus har absolut ingen planer om at lukke sin danske afdeling.

Det konstaterer Findus i en pressemeddelelse, efter at det forleden kom frem, at Sø- og Handelsretten i Danmark har indgivet en anmodning om likvidation af Findus Danmark A/S.

Men det hele skyldes en administrativ misforståelse. Findus fortsætter som sædvanligt, oplyser virksomheden.

Ifølge Findus er misforståelsen sket i forbindelse med, at Findus Danmark ændrede sit regnskabsår til at følge kalenderåret. Omlægningen af regnskabsåret er ved en fejl ikke registreret, og på den baggrund er årsrapporten ikke indsendt rettidigt. 

- Denne manglende indsendelse af regnskabet har ført til, at Sø- og Handelsretten har indgivet en anmodning om likvidation af Findus Danmark A/S. Findus arbejder nu tæt sammen med de berørte myndigheder for at korrigere misforståelsen, herunder indsendelse af regnskabet, hedder det i pressemeddelelsen.

- Meget uheldig misforståelse
- Dette er en meget uheldig misforståelse. Danmark er og forbliver et vigtigt marked for Findus, og vi har ingen planer om at forlade markedet. Vi arbejder nu med at rette misforståelsen. Findus' virksomhed fortsætter som sædvanligt, og både kunder og medarbejdere er blevet informeret, fortæller Findus' nordiske direktør, Peter Odemark.

Findus Danmark sælger et bredt produktsortiment inden for dybfrossen mad. Et af  forretningsområderne er Findus Foodservices, hvor virksomheden er leverandør til blandt andet kantiner, restauranter og caféer.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095