23948sdkhjf

Arlas årsresultat nærmer sig milliarden

Et fint fjerde kvartal betød at årsresultat oversteg det budgetterede, og nu hæver mejeriet efterbetalingen til mælkebønder.
Arla Foods’ årsresultat for 2009 blev lidt bedre end budgetteret.

Det skyldes, at industripriserne steg i sidste kvartal og at Arla lykkedes med sit store spareprogram.

Derimod faldt omsætningen mere end 3 mia. kr., og den samlede indtjening til ejerne ramte et meget lavt niveau.

Hæver efterbetalingen
2009 var et barsk år i mejeribranchen.

Det afspejles i betalingen til Arlas ejere – målt i form af Arlaindtjeningen.

I 2009 var den 2,14 kr. pr kg – et fald på 24 procent i forhold til 2008, som var Arlas bedste nogensinde med 2,82 kr. pr kg.

- Arla Foods’ kunder og forbrugere reagerede i 2009 på den økonomiske krise. Det påvirkede Arlas omsætning og betød, at vi måtte sætte mælkeprisen til andelshaverne markant ned. 2009 var et voldsomt hårdt år for vores ejere, og en Arlaindtjening på 2,14 kr. er ikke godt nok, siger Arla Foods’ adm. direktør Peder Tuborgh.

Men de hårdt pressede mælkebønder kan nu se frem til lidt større indtægter.

Arla hæver nemlig efterbetalingen til 10,7 øre per kg mælk, hvilket er den største efterbetaling i selskabets historie.

Bedre end forventet
Arla Foods’ årsresultat for 2009 blev 977 mio. danske kr., og oversteg dermed det budgetterede resultat på ca. 900 mio. kr.

- Som virksomhed lykkedes vi bedre resultatmæssigt, end vi kunne have frygtet, da vi så resultatet for første halvår. Og med en stærk slutspurt lykkedes vi sågar lidt bedre end budgetteret, siger Peder Tuborgh og fortsætter:

- Hvis ikke vi havde gennemført vores spareprogram og derved hentet omkring 840 mio. kr. og hvis ikke industripriserne var begyndt at stige i sidste kvartal, så havde Arlaindtjeningen været endnu lavere, og det havde været helt uholdbart for vores ejere.

Valutasmæk og prisfald
Hele mejeribranchen blev i 2009 hårdt ramt af de seneste års konjunkturskred.

De globale priser på mælkeprodukter til industrien faldt voldsomt allerede ved årets begyndelse, og i butikkerne reagerede forbrugerne på arbejdsløshed og økonomisk nedtur ved at købe flere billige varer.

De globale konjunkturer er medvirkende til, at Arlas omsætning faldt med 3,2 mia. kr. til 46,2 mia. kr. i 2009.

Det er dels prisudviklingen, dels valutaudviklingen i svenske kroner og britiske pund, der bidrager til omsætningsfaldet. En meget stor del af koncernens omsætning sker i disse valutaer, som faldt i værdi overfor danske kroner og euro.

- Krisen kom hurtigt og voldsomt, men vi gik ikke i stå. Tværtimod handlede vi, og det er jeg tilfreds med. Vi fokuserede på vores brede produktsortiment, gode markeder og dygtige medarbejdere, der har arbejdet for at skabe indtjening, siger Peder Tuborgh og fortsætter:

- Jeg hæfter mig også ved, at Arlas forretning på kernemarkederne er i fremgang på trods af lavkonjunkturen - især Storbritannien, og i Sverige har vi nu landsdækkende distribution af hele Arlas sortiment. Vi går med andre ord ind i 2010 med en sund forretning.

Læs mere om: Arla
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094