23948sdkhjf

Mælkebønder vil have flere penge af Arla

Mælkeproducenter mener, at mejeriet burde udbetale større del af årets overskud til bønderne. Det afviser Arla Foods, som vil opspare pengene.
Regnskabet for 2009 viser, at Arla fik 15 øre mere ind pr. kilo mælk end forventet.

Mælkeproducenterne får udbetalt 10,7 øre mere pr. kilo i efterbetaling.

De resterende penge sparer Arla op.

Dårligt signal
Det skuffer formanden for Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter, Peder Mouritsen fra Nørre Nebel.

- Den samlede mælkeproduktion i Danmark har for 2009 et underskud på fire milliarder. 95 procent af vores medlemmer skal ud at låne penge for at dække underskuddet. Vi kan ikke forklare nede i banken, at vi skal have dækket et underskud, samtidig med mejeriet sparer op. Det er et dårligt signal, siger Peder Mouritsen til JydskeVestkysten.

Arla afviser kritik
Men formand for Arla Foods bestyrelse, Ove Møberg, afviser kritikken Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter.

Han mener, at bankerne vil have forståelse for, at Arla Foods forsøger at føre en ansvarlig økonomisk politik ved at spare nogle af ekstra indtægterne fra salget i 2009 op.

- Vi skal have vores mejeriselskab mange år frem. Jeg er overbevist om, at finansverdenen har respekt for, at vi konsoliderer os, så de kan tro på, vi har et sundt Arla fremover, forklarer bestyrelsesformanden til JydskeVestkysten.

Ekstraordinær situation
Peder Mouritsen fra Mejeriforeningen forstår godt, at mejeriet ikke vil have underskud. Men han mener samtidig, at det ikke er rimeligt, at mejeriet sparer op i en situation, hvor lån skal dække producenternes røde bundlinje.

- Vi er lige kommet igennem et år, hvor 95 procent af os skal ud på lånemarkedet, og så skider mejeriet højt og flot på det og beholder nogle af pengene selv. Vi vender hver en krone. Det er bankmanden, der bestemmer, om vi skal fortsætte. Det er lidt svært at forstå, at vi ikke skal have det hele, når det er en ekstraordinær situation, forklarer formanden.

Der er rundt regnet 4000 mælkeproducenter i Danmark. Peder Mouritsen vurderer, at under fem procent af mælkebønderne har overskud efter 2009.

Stor udbetaling
- Jeg forstår godt, at de har det svært. Men udbetalingen er den største i mange år. Det er afbalanceret på den måde, at udbetalingen hjælper producenterne her og nu, og vores fælles mælkefirma kan klare sig og komme ud med en rimelig mælkepris i årene frem, siger Ove Møberg fra Arla Foods til JydskeVestkysten.

Rundt regnet 70 procent af de danske mælkebønder er medlem af Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter.

Underskuddet pr. liter mælk var i 2009 på omkring en krone.
Læs mere om: Arla
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125