Omkring 120 virksomheder med blandt andet slik, sodavand, sildepostejer og spegepølse på hylderne eller i produktionen, får de kommende tre måneder besøg af tilsynsførende fra Fødevarestyrelsen.
- Vores kontroller fokuserer på de brancher og varer, hvor virksomhederne traditionelt har vanskeligt ved at håndtere lovgivnings krav uden anmærkninger, forklarer Birgit Bønsager fra Fødevarestyrelsen.
De skal bl.a. kontrollere om virksomhederne kun bruger de tilsætningsstoffer, de må, og om de husker at skrive på pakker og poser, hvilke E-numre, der er blandet i.
Samtidig tager de tilsynsførende prøver, som vil blive analyseret på Fødevarestyrelsens laboratorier.
- Som udgangspunkt vejleder vi virksomhederne om reglerne, men hvis der er tale om forsætlige overtrædelser, kan der blive tale om alt fra indskærpelser over påbud til bøder, siger Birgit Bønsager fra Fødevarestyrelsen.
Fødevarestyrelsen forventer at kunne fremlægge resultaterne af kontrolkampagnen med tilsætningsstoffer til september.
