– Vi har fået godkendt byggeriet af vaskehal og parkering, men må vente lidt med gårdbutik og kølefrysehus endnu, men det lysner, siger indehaveren af Gråsten Fjerkræ, Gunder Jensen til JydskeVestkysten.
Han mødte stor velvilje, da det kom frem, at han havde problemer med at få lov at udvide den omsiggribende forretning, fordi fjerkrævirksomheden var blevet afmeldt som erhverv.
Forvaltningen sender de videre byggeplaner i nabohøring, hvorefter udvidelsen af de centrale dele af opskæringsvirksomheden skulle kunne føres ud i livet.
– Går lokalplanen glat igennem i august, kan vi åbne gårdbutik op til højsæsonen, der starter Mortensaften. Derefter kommer Thanksgiving, hvor vi sælger en rasende masse kalkuner, inden turen kommer til ænder og gæs til jul, siger Gunder P. Jensen til JydskeVestkysten.
Han bebuder et byggeri til et par millioner kroner.