Fund af museekskrementer i produktionslokalerne, fik Fødevarestyrelsen til tidligere på ugen at advare forbrugerne mod at spise romkugler fra Drømmeguf.
- Da Fødevaremyndighederne første gang kom på besøg i marts, fandt de én eneste muselort under et køleskab. Ligesom der ikke var mulighed for at vaske hænder i lokalet, fordi vandrørene var frosset, forklarer John Sievers Jensen til Folketidende.
Han var i gang med at renovere lokalerne, så han kunne få tilladelse til at komme i gang med produktionen igen.
- Der stod nogle romkugler og dem havde jeg ganske rigtigt, sammen med nogle andre ting fremstillet til privat brug til vores barns konfirmation. Men det måtte jeg heller ikke, siger han til Folketidende.
John Sievers Jensen erkender, at han ikke var klar over, at når han havde fået påbud om ikke at bruge sit produktionsapparat, så gjaldt forbuddet også fødevarer til privat brug.
Mandag kommer fødevaremyndighederne igen på besøg hos Drømmeguf ved Kalø.
Han forventer, at han får lov til at genoptage sin produktion af romkugler, ligesom han arbejder på at sætte en kageproduktion i gang.
