23948sdkhjf

Økologiske producenter skal kontrolleres

160 økologiske landbrug, virksomheder og detailhandelsbutikker vil i efteråret få uanmeldt besøg af fødevaremyndighederne.
Fødevarestyrelsen sætter lup på økologiske fødevarer.

Begrundelsen er, at det er vigtigt både for økologiens omdømme og omsætning, at forbrugerne kan stole på, at frugten, fisken og frikadellen med det statskontrollerede røde økologimærke (Ø-mærket) rent faktisk også er økologisk.

Uanmeldt besøg
Derfor gennemfører Fødevarestyrelsen, i samarbejde med Plantedirektoratet i efteråret en kontrolkampagne for at se på, om de økologiske fødevarer holder, hvad de lover.

Under kontrolkampagnen får mere end 160 økologiske landbrug, virksomheder og detailhandelsbutikker uanmeldt besøg af fødevaremyndighederne.

Skal sikre tillid
Kampagnen, der løber fra september til oktober, skal være med til at sikre, at forbrugerne har tillid til de varer, der er mærket med det danske Ø-mærke eller det nye fælleseuropæiske grønne blad.

Målgruppen for kampagnen er virksomheder, som enten forhandler, forarbejder eller fremstiller økologiske fødevarer. Det betyder, at både detail- og engrosvirksomheder med og uden egen produktion, såvel som udvalgte landbrug med gårdbutik, kan få kontrolbesøg.

Kan udløse politianmeldelser
Kontrollen vil bygge dels på regnskabs- og dokumentkontrol, dels på laboratorieanalyser, der skal se efter nogle af de tilsætningsstoffer, som ikke er tilladte i økologiske fødevarer. Derudover besøger kontrollørerne detailhandelsbutikker for at vurdere om deres markedsføring og skiltning med økologiske varer er i overensstemmelse med reglerne og ikke vildleder forbrugerne.

Eventuelle sanktioner kan strække sig fra vejledninger, over indskærpelser, påbud og forbud til administrative bøder. I grove tilfælde kan overtrædelser udløse politianmeldelser og at producenten mister sin autorisation.

Fødevarestyrelsen forventer at kunne offentliggøre resultatet af kampagnen i begyndelsen af 2011.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109