Med næsten 9 millioner kroner fra Syddansk Vækstforum kan en ny fødevareklynge fortsætte sin rejse mod innovation og stigende vækst. Ind til videre har i alt 10 virksomheder og to videninstitutioner givet hinanden håndslag på at arbejde sammen om at skabe grundlag for fælles forretningsudvikling.
- Jeg tror, fødevarevirksomhederne vil kunne vokse, netop gennem samarbejde og fælles forretningsudvikling - sammen står man altid stærkere. Og så vil virksomhedernes vækst og succes komme regionen til gavn på flere områder - blandt andet i forhold til vore yderområder. Flere af virksomhederne holder nemlig til her, så deres succes kan brede sig til lokalområdet i form af vækst og arbejdspladser, siger formand for Vækstforum og regionsrådsformand, Carl Holst (V).
Klyngeprojektet vil blandt andet fokusere på nye måltidskoncepter og- produkter, hvor formålet er at udvikle og tilbyde løsninger sammensat af produkter fra syddanske fødevarevirksomheder til private kantiner i regionen.
Projektet vil også udvikle en forretningsplan på foodservice og cateringområdet, hvor der i første omgang udvikles en velkomstpakke til turister i sommerhuse med et udvalg af produkter og madoplevelser fra regionens små og mellem store fødevarevirksomheder.
Klyngeprojektet vil sikre 35 nye produkt- eller procesinnovative virksomheder - desuden 35 nye virksomheder med fokus på innovation inden for marketing eller organisation. Og også i regionens yderområder vil man få gavn af den forventede vækst. Fem af fødevareklyngens partnere driver virksomhed i yderområderne, hvor de også har en stor del af deres virksomhedsnetværk.
Man forventer desuden, at 50 nye virksomheder bliver involveret i projektet, hvoraf mange af disse holder til i regionens yderområder. Fødevareområdet kan derfor komme til at spille en stor rolle i udviklingen af yderområderne med henblik på vækst i form af både økonomi og arbejdspladser.
Partnerne bag projektet er Småøernes Fødevarenetværk, University College Syddanmark, Easyfood, Rose Poultry, Slice Fruit, Sønderjydsk Kål, Gram og Nybøl Godser A/S, Ørbæk Mostfabrik A/S, Tåsinge Grønt, Søndernæsgård, Aarø Vingård, Sønderjyske Fristelser v/Naturmælk, Tican Foods, Gasa Odense Frugt & Grønt samt Fanø Laks.
Syddansk Vækstforum støtter projektet med ca. 9 millioner kroner - 2,9 millioner kroner fra de regionale erhvervsudviklingsmidler og 5,9 millioner kroner fra EU's Regionalfond. Projektet har et samlet budget på 11,7 millioner kroner.